I dag i min brevkasse i Jyllands-Postens tillæg Bolig kan du se forslag til hvordan man kan forvandle en gammel palisanderreol og hvordan man kan arrangere klassiske lysestager på en ny måde, for boligstyling handler ikke kun om at få placeret nye, moderne møbler i smarte hjem. Det handler i høj grad om at se på muligheder, lytte, fornemme og se hvordan eksisterende møbler kan flettes ind på en ny måde. Se mere om mine boligstylingsbesøg her
For flere år siden havde jeg en boligopgave hos et ægtepar, der havde et reolsystem i palisander. Reolen havde fulgt dem siden deres bryllup for mange år siden. Parret ønskede en forvandling med reolen og boligindretningen i det hele taget. Den lette løsning havde været at foreslå en ny reol eller skænk i en lysere træsort som f.eks. eg. Men jeg fornemmede, at der var en masse minder i palisanderreolen og foreslog, at de bevarede den nederste del af reolen med tv-skabet, skuffer og låger og hang det op på de eksisterende vangere. Vangerne skulle blot saves til i de rigtige længder med en nedstryger.
Her er resultatet. Det gamle reolsystem er forvandlet til en skænk, der hænger på væggen. Det giver et lettere og mere nutidigt udtryk og samtidig blev noget af et kært møbel bevaret. Hvad så med bøgerne? Parret brugte et tidligere børneværelse til overnattende børnebørn. Jeg spurgte ind til hvor ofte, rummet blev brugt. Svaret var sjældent, da børnebørnene var store. Derfor foreslog jeg, at de fjernede sengen og i stedet fik en hvid reol på hele den ene væg. Overnattende gæster kan sove på en oppustelig, høj luftmadras i en god kvalitet. Da jeg kom på besøg en måneds tid efter, havde parret monteret en hvid Billy-reol fra Ikea med ekstra mange hylder og fyldt reolen op med bøger og pynteting. De havde samlet alle bøger i boligen i det nye ”bibliotek”, og værelset fik hermed en ny anvendelse.
Klassiske lysestager på en ny måde
Et andet eksempel på at se på noget med nye øjne kan være måden at bruge Littala Festivo lysestager på. Jeg husker lysestagerne fra min barndom, hvor der ofte stod to i samme højde eller tre stykker i trip, trap, træsko – mange gange med lyskranse på.
Foto: Sten Hassing
I januar var jeg inviteret til en rund fødselsdag og på ønskesedlen stod netop Festivo lysestager. Gerne mange af dem og i mange højder. Jeg fandt andre, der ville være med i en gave, og herefter allierede mig med en, der bor på Frederiksberg. Vi fandt annoncer på dba.dk og guloggratis.dk. Hun købte ind i København, og jeg gik efter annoncer i og omkring Aarhus. Vi supplerede op med et par høje lysestager køb nye med indsats, men de blev returneret igen, for glasset havde en anden farve, og indsatsen gav lysestagen et helt andet udtryk. Jeg fik fødselaren til at tage et billede af gaven, og her kan du se, at det endte med 15 lysestager, og at vi også fik fat i et par af de højeste.
Der er masser af den slags eksempler, så det er bare med at tænke nyt, at åbne øjnene og vende tingene lidt på hovedet. Det enkle ender ofte med at stå stærkest, hvilket også er tilfældet i de to eksempler, jeg viser her.
Se flere idéer til boligindretning – ude som inde – ved at klikke her
Læs mere om hvordan jeg som boligstylist rådgiver om boligstyling her
0 kommentarer