Det er sjovt at tænke på, at der er gået 10 år siden jeg startede som selvstændig boligstylist. Jeg rykker stadigvæk ud og giver idéer til boliger, sommerhuse, indretning af anderledes personalerum osv. Boligopgaverne handler primært om at få nye øjne på indretningen. Hvordan får man det eksisterende interiør til at hænge bedre sammen? Hvordan bliver der skruet op for hyggen – uden det går ud over funktionaliteten? Indkøb af nye møbler – hvilken stil, farver, placering? Hvordan mikser man nyt og gammelt og hvordan mikser man to hjem?
Jeg gør også boliger klar til salg – her ser jeg på hele boligen, haven, indkørslen, hoveddøren … Kort sagt hele vejen rundt og jeg kommer med idéer til, hvad der kan gøres så boligen fremstår så salgsklar som mulig. Og gerne for så få midler som muligt. Når man ser boligannoncer på nettet, så bruger man ikke mange splitsekunder før man tænker “DUR” – eller “DUR IKKE”. Derfor skal billederne være gode og åbne op for køberens drømme. Du har måske set boligprogrammer hvor de gør boliger klar til salg. Det jeg gør minder om det – men jeg kommer med idéer der er realistiske at udføre selv og som ikke koster en krig.
I programmerne har de en stor pose penge, et hold håndværkere, nye møbler klar og sådan er virkeligheden jo sjældent.
Det er altid spændende når jeg kommer til et nyt hjem og møder nye mennesker. Da det oftest er kvindens idé skal de fleste mænd lige fornemme om jeg bare skrotter eksisterende møbler eller foreslår en masse pynteting. Det plejer at hjælpe når de mærker min mere funktionelle tilgang til boligindretning – og så får de skulderne ned på plads igen 🙂
I år er det 10 år siden jeg startede www.bolig-stylist.dk så efterhånden har jeg fået mig en del erfaring. Jeg er ret glad for at jeg ikke er “helt ung” – for selv om vi snakker boligindretning, så handler det i høj grad om, at kunne læse og forstå de mennesker man står overfor.
Se de blogindlæg jeg har skrevet om idéer til boligen inde og ude her.
PS – billederne er bare tilfældige fra tidligere blogindlæg. Jeg tager ikke billeder når jeg er på boligopgave – der rådgiver jeg 🙂
0 kommentarer