Jeg fik lige lyst til at skyde et par billeder fra terrassen. Det var sidste efterår den blev forvandlet fra en lille hyggelig “krog” til en stor terrasse på 72 m2 – med vedligeholdelsesfrie italienske fliser der aldrig bliver anderledes. Vi overvejer at få en overdækning i glas/plast over udekøkkenet og pizzaovnen – men indtil vi finder den rigtige løsning, har vi lagt sortmalede krydsfinérsplader på som dækker lidt over det halve af arealet. Jeg har bygget selve udekøkkenet op af traller – også kaldet stilladsplader – og det kan du se mere om længere nede i blogindlægget.
Hver morgen er jeg spændt på at se hvor mange trompeter der spiller op til dans i min trompelblomst. I morges var det mange – men da jeg tog billederne var de desværre lukkede. Når blomsten falder af kommer der en knop med pigge på – det skulle efter sigende være frø til nye planter … Og jeg er klar til at forsøge at lave nye planter. Så klar! I stedet for blomstrende klematis eller andet farverig beplantning – så valgte vi at der skulle gro vinranker og humle op af udekøkkenet. Når der kommer overdækning på er det meningen af det grønne skal danne loft og sno sig i rionet. Jeg går ofte og binder humlen og vinen op – og som du kan se på billederne er det tide igen. En humle har såmænd snoet sig omkring kosten – og vinen er på vej igennem plankeværket. Til den anden side står en have-hortensia med diskrete lilla blomster. Sammen med have-hortensiaen står et par gamle grønne flasker og et par stenvarder af flade sten jeg samlede i Tisvilde – plus en anden krukke.
Ved siden af bryggersdøren står en kabeltromle med hjul under og et cementdæksel ovenpå. Den ruller jeg hen som afsætningsbord når vi har mange gæster. Der står ananas-salvie, persille, en hvepsefanger og andre gode sager på kabeltromlen. På bord-bænkesættet står en timian der har valgt at vokse sig kæmpestor. (Det timian vi bruger i madlavningen står i højbeddet).
Vil du se hvordan jeg har bygget udekøkkenet op af traller – sat hjul under kabeltromlen og bygget havemøbler op af paller (der står under det overdækkede) – så klik og se flere sider med blogindlæg om vores palle-terrasse her
Se de møbelhjul jeg har brugt under kabeltromle og udekøkken her
Vil du fortælle hvor I har købt beslag til at samle ‘skelettet’ med? Det ser meget let og elegant ud.
Jeg købte vinkler og beslag i Harald Nyborg 🙂
Kan godt se, at dette er et ældre indlæg, men ser først nu, at din ‘trompetblomst’ da vist er en pigæble, som er stærkt giftig. Pas på med især børn!
Hej Birthe
Tak for rådet.
Jeg har ikke planten længere, men vil være opmærksom næste gang jeg køber en lignende. Du har garanteret helt ret i at planten er en pigæble, for jeg har tjekket billeder af den plante og kan godt se det. Takker og mange hilsner fra Tina