For tre år siden fik vores terrasse ved hoveddøren den store forvandling. Terrassen blev udvidet til mere end dobbelt størrelse og der kom hegn, havelåge og udekøkken op.
Samtidig fik vi lagt italienske fliser der er vedligeholdelsesfrie og nu tre år efter, har de ikke ændret sig overhovedet. Vi er mere end glade for terrassen og har derfor taget tilløb – og sparet op – til at kunne gentage stilen på den anden side af huset.
De sidste weekender har vi derfor været i fuld gang med “Projekt ny terrasse” og her kan du se FØR billeder af det vinter-triste udgangspunkt.
De gamle fliser røg på en annonce i Den blå Avis under gratis afhentning. Der gik ikke mere end en dag, før der kom to mænd og hentede rub og stub. Så var vi fri for at bruge krudt på det. Måske får de gamle fliser et “nyt liv” med en højtryksrenser og så kan de blive ganske fine i et orangeri, drivhus eller på en terrasse.
Under de gamle fliser var der sand og beton og vi har valgt, at de nye fliser skal lægges på samme måde.
Vi spurgte naboen, om de var interesseret i at få et sort hegn, men det ville ikke matche i deres have. Derfor har vi klippet hækken godt til og det nye hegn kommer op på vores side af skel. Vi bor i et hus fra 1947 og jeg vil skyde på, at hækken er samme alder, så det har været noget af et job, at klippe den ned og køre det på lossepladsen. Så godt vi slap for at bakse med de gamle fliser.
Du kan snart se mere om Projekt ny terrasse her og du kan se hele projektet med terrassen på den anden side af huset her
Klik og se flere idéer til boligen ude og inde her
0 kommentarer