Jeg har fået et spørgsmål der handler om, hvordan en lukket altan kan indrettes på en ny måde. Herunder kan du se mine idéer og mit svar i JP Bolig:
Gør altanen forårsklar nu
Kære Tina Jeg har lyst til at gøre noget ved min altan, men jeg har ingen idéer til, hvad der skal gøres, og hvordan der bliver en rød tråd i indretningen. Det er en lukket altan, hvor glasset kan køres til siden, så jeg kan nyde solen. Jeg håber, du kan hjælpe mig med, hvad der helt konkret skal til og en plan for rækkefølgen, så jeg får et overblik over, hvordan det skal gribes an. Altanen er 260 cm. lang og 125 bred – dog 150 centimeter det første stykke, hvor døren er ind til stuen. Det er primært mig selv der bruger altanen, men det vil være rart, hvis vi kan sidde flere og spise frokost eller spille kort derude. Mange hilsner fra Gitte K. L.
Altanen som den ser ud i dag. Det er en lukket altan med vinduer, der kan skydes til siden. Gitte mangler idéer til, hvordan den kan indrettes mere hyggeligt.
Kære Gitte K. L. Jeg brænder for alle slags uderum, og jeg er sikker på, at du kan få en skøn oase – eller lad os starte med at omdøbe altanen til Gittes Orangeri. Jeg er sikker på, at det kan blive rigtig imødekommende og hyggeligt. Jeg vil her komme med en række forslag, og jeg synes, det er en rigtig god idé at bruge den mørke tid på at sætte det i stand og få købt møbler, så du er helt klar til at nyde solens første stråler i det nye år. Jeg har lavet et moodboard med inspirationsbilleder og samtidig lavet en to do-liste, så projektet er mere overskueligt. Mange hilsner fra Tina
Her har jeg lavet et moodboard på en grå baggrund. Farven skal indikere vægge og loft. Der er også træ, bambus, søgræs og inspirationsbilleder og print af hvilke møbler der kan anskaffes.
1. Start med at rydde rummet og vask ned med grundrens hvis nødvendigt.
Mal vægge og loft med Jotuns Lady Minerals i farven Grå Skifer, da den grå farve er rigtig flot til kurv, træ og planter.
2. Fjern det grå tæppe – eller behold det for varmens skyld – og læg et søgræstæppe ovenpå. Tæppet er 150×240 centimeter, så der skal klippes lidt af på det smalle stykke, og det overskydende kan bruges på begge sider af plantekassen, hvor der kommer til at mangle lidt.
3. Stil en plantekasse på gulvet mod bagvæggen. Her har jeg fundet en granitgrå med selvvanding, der kun har en dybde på 32 centimeter og en længde på 100 centimeter. Søg på nettet efter ’Trio Cottage 30 i granit med tre indsatser’.Hæng et flot espalier op på den grå væg. Jeg har fundet et fra ’TagTomat.dk’ i lærketræ, og det er meget dekorativt i sig selv. Det er 178 centimeter højt og 120 centimeter bredt. Køb tre så du både har til væggen og til at montere i loftet. Hæng det op med øskner, så der bliver lidt luft bagved som planterne kan sno sig i.
Plant tre planter. Mit bedste bud er Klematis (clematis armandii ‘apple blossom’) som er stedsegrøn, så der ikke skal fjernes blade om efteråret. Den blomstrer med duftende lyspink/hvide blomster i maj-juni og er ellers grøn hele året. Planten kan blive 5-6 meter lang, så med tiden vil den dække en stor del af væggen og loftet. Giv planterne gødning i vækstsæsonen.
4. Stil en god solstol foran plantekassen. Mit bud er en liggestol i bambus fra VidaXL.dk. Læg et skind i stolen og kom et par lækre vattæpper og puder i en kurv på gulvet.
5. Køb et meget smalt bord, der kan gøres større. Jeg har fundet et bord med klapper, der er 60×44 cm – opslået mål 60×88 cm. Søg efter ’Bargi klapbord af træ Ellos’. Anskaf fire sorte klapstole og hæng dem op på modsatte bagvæg i galvaniserede kraftige jernkroge. Klapstolen på billedet er model ’Lena’ i sortmalet acasiatræ fra Havemøbeleksperten.dk. Det er helt bevidst, at stolene er valgt i sorte, så de giver noget kontrast til gulvtæppet af søgræs, træbordet og liggestolen i bambus.
6. Find urtepotter og urtepotteskjulere i ler, keramik, glas og stentøj, der matcher hinanden. Plant forskellige planter i. I sæsonen kan du dyrke tomater – også de blåsorte, rødbeder, peberfrugt, chili osv. Stil planterne på den grå granit vinduesplade. Miks gerne med en lille figur, et lysglas osv. Hav en solcap klar til de første stråler.
Se mere om hvordan jeg rådgiver om indretning her
0 kommentarer