Her kan du se et eksempel på min brevkasse i Jyllands-Posten. Her viser jeg, hvordan du kan lave en ny eller gammel hylde fra en lagereol om, til en magnetisk opslagstavle som du samtidig kan skrive på. Hvis du har spørgsmål til brevkassen, så skriv en mail til mig her
Spørgsmålet:
Jeg har nogle hylder i skuret, som jeg har været ved at smide ud flere gange. Hver gang tænker jeg dog, at de må kunne bruges til et eller andet. De er lavet af jern, og de har været brugt i stålreoler på et lager. Jeg har en i en flot blålig farve og to i galvaniseret jern. Har du idéer til, hvordan de kan bruges? Jeg vil blive meget glad for lidt ny inspiration.
Mvh M.K.
Mit svar:
Godt du skriver, for det vil da være synd og skam at smide hylderne ud. Du kan få en rå og samtidig funktionel vægdekoration, da hylderne let kan forvandles til magnetiske opslagstavler, hvor du hænger billeder, udklip m.v. op med magneter. Du kan også skrive på dem enten med tavlekridt og Chalk Markers (kridt-tuscher). Eller du kan bruge dem som en whiteboardtavle med tuscher, der er lige til at tørre af. Jeg har her lavet tre eksempler med en enkelt hylde i hver, men du kan sagtens hænge flere hylder op ved siden af hinanden.
Jeg håber, du kan bruge inspirationen, så hylderne kommet fra skuret og ind i varmen.
Hylden her på billedet har fået tre lag transparent tavlemaling, så du kan skrive på den med tavlekridt og Chalk Markers. Samtidig kan du hænge visitkort, billeder og ting på med magneter. Ved at bruge transparent tavlemaling kan du stadigvæk se den originale overflade. Du kan også vælge at rulle tavlemaling i sort, grå, hvid – eller i en mere festlig farve – på med en glat malerrulle.
Her bliver hylden brugt som et magnetisk whiteboard til at skrive på. Lav en test fot at se, om whiteboard-tuschen sætter sig fast i den malede overflade, eller om den er lige til at tørre af. Hvis den sætter sig så rengør overfladen med grundrens og vand og beklæd den med en bane whiteboardfolie. Du kan også spraymale den med blank lak eller rulle blank vandbaseret lak på med en malerulle. Giv den to-tre lag af enten den ene eller anden slags lak.
Hylden her er beklædt med tavlefolie og forvandlet til en magnetisk tavle, du kan skrive på med tavlekridt eller Chalk Markers (kridttuscher). Rul en bane tavlefolie på den rengjorte hylde, eller mal hele hylden med tre lag tavlemaling. Tavlemalingen findes i mange farver og i en transparent udgave, så du kan bevare hyldens look og samtidig få en overflade som en tavle
Udover magneter kan du her se eksempler på, hvad du kan bruge for at forandre hylderne til opslagstavler – whiteboardtusch, whiteboardfolie, højglans lak og blank lak på spray, tavlekridt, en Chalk Marker-tusch, tavlefolie, sort og transparent tavlemaling.
Se flere idéer til boligen herSe hvordan jeg kan bookes som boligstylist her – Se mere om mine foredrag om boligstyling her
Klik og find tavlemaling i sort, hvid og mange farver og malerruller til at påføre malingen med. Der er også tavlekridt og Chalk Marker tuscher der skriver som kridt. Og tavlefolie og metalklemmer der kan skrues på tavlen og magnetmaling og powermagneter
E-bogen Kreativ med tavler finder du her
Hej Tina
Jeg har et spørgsmål vedr. dine fede hylder ( se foto)
https://www.tinadalboge.dk/wp-content/uploads/r%C3%A5-opslagstavle-p%C3%A5-v%C3%A6ggen-lavet-af-en-st%C3%A5lhylde-fra-en-reol-kreashop-.jpg
Jeg har nu ledt nettet igennem, men kan kan ikke finde så fed en hylde som du har? Har du evt en kontakt eller en shop du ved man kan købe dem til en fornuftig penge?
På forhånd tak
Hej Dan
Du skal lede efter en gammel lagerreol eller værkstedsreol og tage hylderne derfra. Det kan f.eks. være sådan en som den her: http://www.dba.dk/metal-reol-vaerkstedsreol-i/id-1030310838/
Du får et par hylder – men du kan måske bruge flere ved siden af hinanden 🙂
Mbh Tina