”Da jeg var barn, var der plads til det skabende i legen. Sammen med nogle kammerater byggede jeg f.eks. sæbekassebiler. Det kunne der gå flere dage med. Over til en nabo for at finde noget, vi kunne lave et udstødningsrør af, og så videre til en anden, der havde noget, der kunne ligne en flot nummerplade. Sådan byggede vi både legen og bilen op. Når vi havde kørt bilen frem og tilbage på vejen mange gange, så blev vi nødt til at bygge en ny bil, for det var afgjort det skabende og kreative i processen, der var det sjoveste.” ”Privat er jeg ikke handyman, men da jeg er sejler og bådejer, er der altid ting, som lige skal ordnes. Når jeg er på havet, og jeg mærker vinden, lugter saltvandet og fornemmer friheden, så får jeg energi, og det er ofte her, at nye idéer opstår. Jeg tror, det er vigtigt at have noget, man brænder for og noget, som giver den følelse af frihed. Jeg føler, at det gavner min kreativitet.”
”Jeg begyndte på Nordisk Film som stikirenddreng og sugede alle indtryk til mig. Herefter blev jeg rekvisitør. Jeg var med til at dekorere studierne og finde på alle de spøjse indslag. Jeg opfangede alt det, der skete omkring mig, det, tv-værterne gjorde, og det, der blev talt om. Og så opstod ideen til mit eget børneprogram. Jeg havde en børnebog derhjemme, der hed ”Bennys Badekar”, og så tænkte jeg: Jeg laver da bare mit eget program og kalder det for ”Bubbers Badekar”. Jeg tror stadigvæk, at jeg suger indtryk til mig på samme måde som dengang. At begejstre mig er nemt. Vi voksne er ofte så høflige og straight alle sammen. Vi er for kedelige, eller måske for angste. Men man må ikke lade sit liv styre af angst. Det er en af de ting, jeg lærer mine børn. Der er nok at være bange for, men det duer ikke, hvis man lader sit liv styre af det. Voksne er så bange for at falde udenfor, hvis vi siger, hvad vi mener. Hvis man ikke tør tage nogen chancer og tænke lidt anderledes, så kommer man ingen vegne.” ”Jeg har nydt at lave børne-tv, fordi det er der, man tør satse. I hele tv-systemet handler det om seertal og primetime. Sådan er det ikke med børnefjernsyn. Der er ikke så mange penge. Det må kun koste et bøjet søm og en gråpære, og så bliver vi nødt til at bruge vores fantasi for at få tingene hjem. Vi eksperimenterer meget mere. Og så kan jeg godt lide børn, fordi de er begejstrede, hvor vi andre er meget mere mådeholdne. Børn siger nøjagtig, hvad de mener. Og så er de trofaste. Jeg har ingen planer om at slippe børnestoffet. Det er en af de ting i livet, der er vigtigt for mig. Børn interesserer mig, og det har ikke ændret sig, selvom mine egne børn er blevet store. Børn har den ægthed og umiddelbarhed, som jeg synes, er noget af det fineste i verden.” ”Jeg hader det dér prædikat ”børnenes legeonkel ” eller ”legebarnet Bubber”. Jeg ser da ikke mig selv udefra på den måde. Det er ikke nogen rolle. What you see is what you get. Jeg er mig.” ”En gang imellem er det vigtigt at involvere de mindste børn i de daglige pligter. Jeg ved godt, at det kræver overskud, og ofte er den letteste løsning at banke en dvd på og placere poden foran skærmen. Det er der ikke noget dårligt i, for det er også udviklende at fordybe sig i en rigtig god film. Men en gang imellem skal man lige finde lidt overskud og få barnet op på bordet og skære kartoffelskiver – selvom kartoflerne måske får en anden form end den, man havde forestillet sig. Det lønner sig at inddrage børnene i de små, basale ting. De føler, de er med, og at de gør en forskel. Jo mere børn tror på, at det, de gør, og det, de kan, er helt i orden, jo mere tager de affære. Og jo mere udvikler de sig selv og deres kreativitet og fantasi. Børn skal føle, at de er grundelsket, så får du det hele igen. Det gælder både i relation til egne børn, og når man arbejder med andres børn.”