Ja du må meget undskylde, hvis du kigger forbi for at få et af mine kreative påfund… Her i formiddag er der andet der trænger sig på.
Måske har du set mig omtale, at jeg har fået en lammelse på det ene stemmebånd. Jeg er begyndt hos en talepædagog og hun kan hjælpe mig til at få mere stemme, – så det er godt. Men… jeg bliver altså nød til at fortælle en historie fra det virkelige liv.
Jeg har jo haft en journal, hvor der var stemplet “CANCERPAKKEN” på. Lad mig skynde mig at sige, at de heldigvis ikke fandt noget af den slags. Nå – men jeg stod altså her i det lokale plantecenter, og mødte en jeg kendte. Hun spurgte til hvorfor min stemme var anderledes, og jeg forklarede hende om den lammelse, der var kommet efter en influenza og halsbetændelse. Jeg fortalte også, at jeg skulle MR-scannes og evt. i narkose efterfølgende, fordi lægerne skulle tjekke om det var kræft. “Nej altså udbrød hun. Jeg kender bare så mange der har fået kræft. Også min veninde… Hun fik konstateret kræft – og “puf” 3 måneder efter var hun død. Vi har lige været til begravelse.” Nå, det var da ikke så godt sagde jeg, og så begyndte vi at tale om noget andet… Et par dage efter fortalte jeg episoden til min søster i telefonen, – og først der kunne jeg høre hvor vild en kommentar jeg havde modtaget.
Det kan være svært at modtage knap så hyggelige informationer. For hvad er det lige man skal sige? Jeg har lært at et nært og kært familiemedlem (der har prøvet en del), at det bedste man kan sige er: Det er jeg meget ked af at høre…
Da jeg var igennem en dum skilsmisse for 11 år siden, blev jeg standset i Føtex af en jeg absolut ikke kendte. Jo – jeg havde set hende på skolen når vi afleverede børn, men anede overhovedet intet om hende – ikke engang hendes navn. Hun kom hen og udbrød: “Nej… Er det rigtigt at du skal skilles? Fandt han en anden? Hva´så kan du blive i huset?” Og mine to små børn stod bare der med måbende øjne – og flere bekymringer… Jeg så hende på stranden her for nylig. Hun har helt sikkert glemt alt om det lille møde, – men det har jeg åbenbart ikke. 😉
Okay – nu fik jeg lige luft. Jeg håber at du – hvis du nogensiden modtager den slags bemærkninger, kan være lidt kvikkere end mig og sige: Helt ærligt… Det sagde du bare ikke til mig det der.
Dejlig dag – og tag så lige et kig på den hund der, – er den ikke bare for skøn?
Jo det er da et pragtfuldt udtryk den hund kommer med. MÅBENDE – og sådan må du da også have set ud. Bare de to damer læser med. Tak for et stærkt indlæg.
Mange tak Karin. Og det er en skøn hund – se lige det overbid. 😉
Åh Tina, hvor er det frygteligt, at folk kan være så tankeløse og hjerteløse. Måske er det ikke sagt i en ond mening, men det er tilladt at tænke sig om, før man åbner munden og sårer andre mennesker. Rigtig god bedring med lammelsen af dit stemmebånd!
Jeg glemte nok at skrive at hende jeg kender er meget sød, – og at jeg er helt sikker på at det ikke var i en ond mening. Mange tak Madame. 🙂
Der har også været baske kriser i mit liv og jeg tænker at det netop er folks reaktion i sådan en krise, der fortæller mig om de skal ind i inderkredsen “min bedste ven” eller i yderkredsen “en jeg bare kender”. Så kan jeg jo nøjes med at koncentrere mig om dem i inderkredsen og det er super skønt. Jeg håber og ønsker det bedste for dig Tina.
Man må tage sig til hovedet af og til over folks tankeløshed. Nogle har bare nemmere ved at sætte sig i andres sted end andre.
Men det var synd for dig at skulle have sådan en dum bemærkning med i en allerede bekymret situation.
Kære Tina
Nej, det er bestemt ikke ukendt, at folk (man) kan komme til at sige upasssende ting, når man egentlig bare skulle havde holdt sin mund. Hvad er der med det mundtøj… ? Vil jo måske gerne sige noget rigtig godt og trøstende/afledende og så pludselig kan man være kommet til at side alt det man BARE IKKE skulle havde sagt. Er det mon kun ubetænksomhed ? Tror det egentlig ikke, men som vi er flest, bryder vi os ikke om pinligheder og tavshed og så hopper der ord ud af vores mund, der slet ikke skulle havde været sagt højt. Det var sandsynligvis ikke hensigten at såre med de upassende bemærkninger, men mere at vise empati… og ja, det gik da gruelig galt.
Synes, at det er dejligt at læse indlæg med den slag indhold og debat. Får mig til at stoppe op og mærke efter. Tak for det ;o)
Hilsen Hanne
Der er bare alt for mange mennesker, der taler før de tænker (eller helt springer tænkningen over :-)) Tror de fleste af os er havnet i den der situation, hvor man bliver helt mundlam – og bruger resten af dagen på at komme på den perfekte returkommentar… Som lyder såååå godt, men bare er 5 timer for sent på den… Øv altså! Men som du skriver – de fleste mener det jo sikkert godt. Og måske ville situationen bare blive endnu værre med en smart returbemærkning?
Håber stemmebåndet snart får det bedre!
Kh Bodil
Jeg er rystet!! Nogen gange skulle folk virklig tænke før de taler.
Men jeg har det ligesom Hanne og Anette skriver, man kan bare ikke altid styre det mundtøj, mange gange tror jeg det er fordi man selv bliver lidt forskrækket når folk nævner ordet “kræft” så for man ondt af personen og kan ikke lige finde de rigtig ord.
Tror vi skal blive bedre til bare at spørge hinanden, om vi trænger til et kram…
Jeg er glad for du ikke har det skidt og håber du snart er ovenpå igen..
Knus Og Kram fra Susi
Tak igen for alle de dejlige kommentarer. Jeg vil lige tilføje at jeg havde en stor tillid til at det ikke var kræft, da den første specialist havde sagt, at det ikke lignede det, og det var også et plus at det var kommet i forbindelse med halsbetændelse m.v.
Hvis jeg havde været liv-ræd så havde jeg nok brudt helt sammen. Men det var først et par dage efter, da jeg gentog samtalen, at det gik helt op for mig. Jeg er sikker på at hun bare blev “befippet” og at det var mere en tanketorsk. Hende i Føtex ville bare have noget lækkert sladder – direkte fra kilden, som hun kunne sprede rundt omkring. Det fik hun heldigvis ikke.
Og jeg har nok også prøvet at sige noget der var aldeles upassende… Måske er det derfor jeg har fået en lammelse på stemmebåndet? 🙂 Mange hilsner fra Tina
Hahaha… Nemesis. Nej næppe, Tina! 😀
– men man skal aldrig sige aldrig… 😉