Forrige søndag havde vi lidt familie-tam-tam her og selvfølgelig skulle vi have sommerdesserten over dem alle: Marengs med is og jordbær. Her er billedet jeg lagde på min Instagram TINADALBOGE. Det er meget let at lave en sprød marengs. Opskriften kommer også længere nede på siden, men den hurtige version er:
6 pers:
4 æggehvider
200 gram sukker + 1/2 tsk eddike eller citronsaft
piskes helt stift – bages i ovnen v. 120 grader i 1,5 time – ovnen slukkes og marengsen står en time mere.
Hvis du vil lave en højere og mere storslået udgave så kan du se mit bud herunder. Dessertkagen med 4 marengsbunde lavede jeg sidste sommer. Du kan sagtens lave den med jordbær i stedet for de kirsebær, ribs og solbær jeg har brugt her.
Vi var 8 personer men der havde været rigeligt til 12 – og selvfølgelig kan du bare lave halv portion.
Jeg havde købt nogle rigtig lækre kirsebær, ribs og solbær. De fleste kirsebær blev halveret og stenen fjernet. Andre kom på toppen med stilk – sammen med solbær og ribs der bare blev lagt på i klaser.
Samme opskrift som øverst – men her er den til 12 personer:
8 æggehvider (= en æggehvide rækker til 1,5 person)
400 gram sukker (=50 gram sukker pr. æggehvide)
en tsk eddike eller citronsaft
400 gram chokolade – jeg valgte en med 70% og en med 55% kakao.
ialt 1 liter piskefløde
Kirsebær, ribs og solbær – jordbær eller hvad du synes er lækkert til marengs, chokolade og fløde.
Marengsbunde:
Pisk æggehviderne til de er helt stive. Tilsæt sukkeret og pisk til det er helt opløst. Lav en lille test og mærk om sukkeret knaser – hvis det gør så pisk mere. Fordel marengsmassen på bageplader på bagepapir og sæt pladerne i en forvarmet ovn på 120 grader – gerne med varmluft. Bag dem i 1,5 timer – sluk ovnen og lad marengsen stå en time mere.
Chokoladecreme:
Du skal smelte chokoladen over vandbad. Der skal kun få centimeter vand i gryden – og skålen skal gå godt ud over kanten af gryden så dampen ikke kommer ned i chokoladen. Kom chokoladen i skålen og smelt det over svag varme. Du kan tilsætte mere fløde hvis chokoladecremen bliver for tyk – men husk at fløden skal lunes inden den røres i.
En bund – chokoladecreme – lidt flødeskum og halve kirsebær. Sådan en omgang kom der på de fleste bunde. Dessertkagen skal gerne spises kort tid efter den er lagt da marengsen ellers bliver blød. Du kan evt. fryse resterne og skære det i små stykker og blande det op med en god vanilleis senere.
Se alle mine blogindlæg med madopskrifter her.
PS – Opskriften er fra den tid, hvor jeg ofte viste ideer her på bloggen.
Siden 2006 har jeg arbejdet som selvstændig boligstylist med base nær Aarhus. Som udgangspunkt kommer jeg i hele Danmark, og jeg tilbyder hjælp og sparring til en funktionel og personlig boligindretning – både til private og erhverv. Se mere her på TinaDalboge.dk.
Mums det ser lækkert ud. Endnu engang stort tillykke med dagen.