Her kommer et spørgsmål – der tidligere har været bragt i min gør det selv-brevkasse – i Jyllands-Postens tillæg Bolig:
Jeg har købt en brugt kobberlampe, som jeg vil hænge op i mit orangeri. Desværre er kobberet blevet patineret med noget sort maling og lakeret med noget, der ikke er til at få af igen, for jeg har prøvet med acetone. Jeg vil gerne have, at lampen får det rigtige naturlige kobberlook, så håber du har et forslag, til hvad jeg kan gøre.
Her kan du se mit svar:
Jeg giver dig ret i, at kobberlampen vil fremstå flottere, hvis lakken og den sorte farve kom af. Hvis det er en vandbaseret lak, kan du fjerne det med cellulosefortynder, ellers kan du bruge et produkt, der hedder “Nitromors maling og lakfjerner”. Begge dele kan købes hos farvehandleren og i byggemarkeder. Det er en god idé at starte med at lave en prøve et usynligt sted på lampen. Begge dele er stærke sager så brug handsker og sørg for rigtig god udluftning. Håber du kan bruge mine forslag.
PS – du kan også fjerne lak på messing på samme måde.
Hvis du har et spørgsmål der på den ene eller anden måde handler om bolig – så skriv til mig på tina@tinadalboge.dk – så kan det være det kommer med i avisen.
Klik her og se flere idéer til boligen ude og inde.
0 kommentarer