Bologna: En by fyldt med historie, kultur og atmosfære
Bologna er en by rig på historie, kultur og gastronomi. Hvis du, ligesom jeg, fascineres af detaljer i murværk, belægninger og mosbegroede overflader, vil du finde en særlig atmosfære i byens ikoniske buegange, baggårde og skjulte hjørner.
Buegangene: Byens karakteristiske arkitektur
Vi besøgte Bologna i maj 2023, hvor kraftig regn i dagene op til havde lukket skolerne. Regnen fortsatte under vores ophold, men byens historiske porticoer – de karakteristiske overdækkede søjlegange / buegange – gjorde det muligt at udforske byen stort set uden paraply. Bologna har i alt omkring 40 kilometer af disse porticoer, som er en central del af byens arkitektoniske identitet og charme.
En uventet perle: Musikinstrument-museet
Vejret fik os til at søge ly indendørs, hvilket førte os til Museo Internazionale e Biblioteca della Musica – en af turens absolutte højdepunkter. Her blev vi taget med på en rejse gennem musikkens historie, fra antikke instrumenter til moderne mesterværker. Museet er indrettet i en nedlagt kirke, hvilket skaber en enestående ramme for oplevelsen.
Santuario di Madonna di San Luca – den lyserøde kirke på bakken
Bologna er hjemsted for den berømte lyserøde kirke, Santuario di Madonna di San Luca, der troner på toppen af Colle della Guardia. Turen dertil er en oplevelse i sig selv. Hvis du vælger at gå, kan du følge den berømte portico med 666 buer, der strækker sig over 3,8 kilometer. Vi tog et lille tog op til kirken og gik ned gennem alle de smukke buer – en anbefaling, vi havde fået, og som jeg også varmt vil give videre.
Eataly Bologna – boghandel og restaurant i én
Eataly Bologna er ikke bare en boghandel – det er også en restaurant. Det gamle murværk indenfor skaber en helt særlig atmosfære, og stedet er en oplevelse i sig selv.
Vores favoritrestaurant i Bologna
Den første aften ledte vi efter et sted at spise. På en lille sidegade fik vi øje på en hyggelig restaurant Ristorante Rodrigo, som vi besluttede at undersøge nærmere. Der var ikke plads samme aften, men vi bookede bord til frokost dagen efter – og endte med også at spise aftensmad en anden aften. Restauranten var tydeligvis et populært sted for forretningsfolk og ikke en typisk turistrestaurant. Den blev vores favorit, og jeg kan varmt anbefale stedet.
Piazza Maggiore – byens hjerte
På Bolognas centrale torv, Piazza Maggiore, finder du den ikoniske Basilica di San Petronio. Kirken blev aldrig færdigbygget, men dens imponerende facade dominerer alligevel pladsen. På pladsen finder du også den berømte Neptun-fontæne, prydet med en statue af havguden Neptun. Fontænen er et symbol på Bolognas historiske rigdom og den er også helt speciel. Hvis du nærkigger havfruerne, som sidder nederst, kan du nok se, at det er en anderledes fontæne.
Smagen af Bologna
Og så er der maden! Bologna er kendt for sine udsøgte skinker, krydrede pølser og andre delikatesser. Her kan du smage det ægte italienske køkken – fra friske antipasti til fyldige pastaretter. Da vi besøgte byen i foråret, nød vi særligt de friske asparges, som var i sæson.
Jeg elsker at rejse i Italien og Bologna er ingen undtagelse. Det havde naturligvis været en anden oplevelse i godt vejr, men nu kom vi rundt på en anden måde, og der var tid til at finde baggårde og andre steder på vejen, som vi normalt ikke havde set.
Herunder kan du se et par billeder mere fra rejsen.
Kh Tina
0 kommentarer