Her kan du se mine sider i Jyllands-Postens Boligtillæg. Denne gang skriver jeg om den forskel en urtepotteskjuler kan give i en boligstyling.
I dag vil jeg vise tre eksempler på, hvad urtepotteskjulere kan tilføje i en boligstyling. Den tid hvor alle boligens skjulere skulle være ens, er passé, og nu handler det mere om at finde netop den skjuler, der tilfører det, der mangler, på en given placering. Jeg tror aldrig, der har været så stort et udvalg af skjulere som nu, hvor der er leget med formerne, farverne, overfladerne, mønstrene osv. Alt sammen små detaljer, der kan være med til at bidrage med det sidste touch. Billederne her har jeg taget i en bolig, jeg netop har indrettet og stylet. Først blev der valgt nye sofaer, sofabord, tæppe og lamper til stuen, og da det blev leveret, kom jeg med nye pynteting, billeder, malerier, puder, plaid, planter og urtepotteskjulere. Sjovt nok sagde ejeren, at ved første øjekast var der flere af urtepotteskjulerne, hun ikke kunne lide, men da de først blev placeret, kunne hun se, at det gav mening.
Under hvert billede har jeg beskrevet hvilke overvejelser, jeg har gjort, og hvorfor valget netop faldt på den skjuler til det sted. Jeg håber, du bliver inspireret. Mange hilsner fra Tina
I eksemplet her fra køkken/alrummet havde kunden to Arne Jacobsen ’Ægget’ med lyse skind og et bord til aviser og magasiner. Jeg havde medbragt et stort maleri, der blev hængt op på væggen, og magasinholderen blev flydt op med læsestof. Det firkantede fad i et lysgrønt marmor fjernede bordets sorte hårde look, men der skulle stå noget på fadet. Valget faldt på en plante med støvgrønne blade og en anderledes blomst i blå, lilla og røde farver. Det virkede. Valget af urtepotteskjuler blev en i brunt stentøj med lyse linjer, hvor overfladen minder lidt om mørkt træ, der er lakeret. Den runde form, farven og mønsteret ’snakkede’ med maleriet, og pludselig fremstod det hårde hjørne hyggeligt og indbydende, og der er stadigvæk plads til en kaffekop på bordet.
På stuevæggen hang ’By Lassen Frame’ som er dekorativt, men samtidig lidt hårdt, med de kvadratiske bokse og kubistiske rammer. I stedet for at vælge en firkantet skjuler gik jeg den helt anden vej og valgte en rund, der samtidig er fyldt med små ’pigge’ på overfladen. Desuden har den grønne farve flere nuancer. Der blev plantet en tæt sukkulent i skjuleren, og foran stillede jeg en lille, rødbrun lerskål med et sneglehus og bagved en cigar i et træhylster – begge små feriesouvenirs.
På en anden væg hang to betonagtige hylder med et kantet og råt udtryk. Her valgte jeg bl.a. en høj skjuler/vase i stentøj med en struktur, der både har striber og dutter og en lidt kegleformet facon i en varm, lys, olivengrøn farve. Den runde, grønne glasskål, egetræsrammen med et nummereret print i en varm, gylden farve og foran den opladelige lampe Follow memed tre lysstyrker, så lyset kan tændes uden en grim ledning.
Se hvordan jeg arbejder som boligstylist her
0 kommentarer