Safaristol på tur
Jeg har været på udkig efter en safaristol til sommerhuset og havde derfor oprettet en overvågning af ordet ’Safaristol’ på dba.dk. En søndag aften tikkede en sms ind. Der gik ikke 20 minutter fra annoncen var lagt på, til købet var en realitet, og stolen tilmed var leveret hos min søn, der tilfældigvis boede tre veje fra ejeren. I annoncen stod der, at stolen trængte til en kærlig hånd, men det afskrækkede ikke mit gør-det-selv-hjerte. Samtidig betød det at stolen kun kostede 2000 kroner, altså det halve eller en tredjedel af, hvad en stol normalt sælges for. I annoncen stod der, at det var en Kaare Klint safaristol, men sælger blev gjort opmærksom på, at det var en Aage Bruun & Søn. Det gjorde bestemt ingenting, for netop denne model har ingen hynde, der kan glide rundt. Og siddekomforten er rigtig god. Har du lyst til at vide mere om de forskellige safaristole, så se guiden her: www.skandinaviskdesign.dk/guide-safaristole. Hvis du selv får lyst til at få fat i en safaristol, så findes de ofte istandsatte. Da det er gammelt dansk design, kan de ikke købes som nye. Personligt synes jeg, at det er en stor del af charmen.
Her kan du se hvilke step træet og læderet har været igennem. Jeg håber, at du kan se forskel på før og efter.
Mange hilsner fra Tina
Safaristolen fra Aage Bruun & Søn, der blev købt som beset. Eller nærmere som ubeset. Kernelæderet var tørt og skjoldet, og træet var mørkt og medtaget, men det kunne der forholdsvis let laves om på. Hvis du vil i gang med noget lignende, så se her, hvad du kan gøre :
Safaristol DIY
Vask træet med en opløsning af Trærens og vand. Vask det ned med en køkkensvamp og slut af med rent vand. Husk at bruge gummihandsker. Når træet er tørt, skal det have en sæbebehandling med vand og natursæbe, så det igen får en overfladebeskyttelse.
Træ rejser sig, når det bliver vådt. Slib det over med fint sandpapir, så det igen bliver helt glat. Gentag eventuelt med en gang natursæbe mere og afslut med sandpapir.
Afmontere rygstykket ved at løsne bæltespændet. Afmonter sædet ved at binde snoren op under sædet. Armlænene sidder kun på med få skruer, så det er hurtigt at skrue dem af.
Jeg tog sæde, ryg og armlæn med til Læderiet på Mossøvej i Risskov. De kiggede på læderet og syningerne og anbefalede mig at købe følgende: Fenice Power Cleaner, læderolie, vokset hørtråd 3 trådet natur og sadelmagernåle uden spids str. 4.
Tag et par meter vokset tråd og sæt en sadelmagernål i hver ende. Sy ned i tråden med et par sting, så nålen bliver på sin plads. Sy op og ned først med den ene tråd, og sy herefter med den anden. PS hvis hullerne er små, så du kommer til at sy ned i tråden, så tag et hul af gangen og sy oppefra med den ene nål og nedefra med den anden, inden du går videre til næste hul.
Rens læderet med læderrens og gentag behandlingen flere gange alt efter hvor skjoldet og medtaget, læderet er. Lad læderet tørre og slut af med at give det læderolie et par gange. Fordel det på læderet og kør rundt nogle gange, så olien bliver masseret ind.
Monter sæde, ryg og armlæn på træstellet, sæt dig i stolen, og glæd dig over resultatet. Se hvordan safaristolen står nu – og her kan du se hvordan jeg arbejder som boligstylist.
4 Kommentarer
Hej Tina
Hvordan har du restaureret de nederste remme? (de er nittet fast)
Har du fjernet de gamle nitter for at kunne få læderremmene af?
Venlig hilsen
Line
Hej Line
De var ikke så slidte, så de blev på, da stolen fik trærens. Efterfølgende fik de læderfedt.
Hej Tina
Hvor er den blevet flot. Jeg har fået fat i en og tænker på at give den samme tur. Men den ene af boltene som holder ryglænet er bøjet. Ved du hvor man kan få fat i en ny? Jeg har ledt på nettet uden resultat.
Mvh Linda
Hej Linda
Dejligt at du også har fundet en safaristol. Jeg ved ikke hvor man kan få reservedele, men måske kan du få rettet bolten op? I flere byer er der kommunale værksteder, hvor man kan komme med store og små projekter. Jeg har selv været forbi Godsbanens smedeværksted i Aarhus, og der fandt jeg en bruger, der ville hjælpe mig med en lille svejsning.
Øverst i indlægget linker jeg til en side, hvor der skrives meget om de forskellige stole. Måske kan en der hjælpe dig videre. Mvh Tina