For noget tid siden fik jeg et meget interessant spørgsmål til min brevkasse i Jyllands-Posten. Svaret var i avisen d. 26.12. og du kan se det her:
Kan man forvandle et flisegulv til et moderne beton/epoxygulv?
Kære Tina
Vi har et flisegulv med to forskellige slags fliser. I stedet for flisegulvet ønsker vi at få et råt betongulv, som man ser i moderne boliger i dag. Vi vil derfor gerne vide, om man kan lægge et tyndt lag beton ovenpå uden af fjerne de eksisterende fliser først? Hvis det er muligt, hvad skal der så bruges, og hvordan griber vi det an? På forhånd tak og med venlig hilsen Sigurd Hansen
Foto: Sigurd Hansen
Billedet viser Sigurd Hansens flisegulv. Familien ønsker sig et betongulv, men vil gerne være fri for at fjerne det eksisterende flisegulv. Og det kan godt lade sig gøre.
Kære Sigurd
Mange tak for spørgsmålet. Min første tanke var, at det ikke kunne lade sig gøre, så det har været sjovt at undersøge og finde frem til, at I godt kan få et moderne betongulv (også kaldet epoxygulv) ovenpå eksisterende fliser. I mit virke som boligstylist gør jeg også boliger klar til salg, og derfor er jeg ofte i kontakt med ejendomsmæglere. De siger, at boliger med mange forskellige flisegulve ofte er de sværeste at sælge, så løsningen med at forvandle fliser til et betongulv vil også her give helt nye muligheder. I min research efter et svar spurgte jeg bl.a. René Pallesen fra FC Beton A/S, og han siger:
’Din læsers udfordring med at skabe et råt betongulv oven på et eksisterende klinkegulv kan imødekommes. Jeg har rådført mig med MAPEI, som er min leverandør af additiver til færdigbeton, da opgaver som denne mere er rettet mod specialiserede gulventreprenører. Hvor om alting er, så findes der løsninger til denne type gulve. Nedenfor vil jeg kortfattet liste fremgangsmåden op:
- Klargøring – afrens og giv klinkegulvet MAPEI ECO Primer SN evt. med udstrøet sand.
- Flydespartel – MAPEI Conplan ECO eller Conplan ECO F
- Topdress – MAPEI Ultratop LOFT F eller W + Ultratop Color Paste
- Finish – MAPEI Mapefloor Finish 52W efterfulgt af Mapefloor Finish 58W
Ønskes en mere detaljeret procedure kontakt MAPEI på tlf.nr. 69607480 eller på e-mail: kundeservice@mapei.dk’
Jeg håber, I kan bruge svaret. Jeg synes, det er ret interessant, at man kan forvandle flisegulve til moderne betongulve, og jeg ønsker jer rigtig god arbejdslyst med projektet. Mange hilsner fra Tina
Foto: MAPEI
Afrens, primer, flydespartel, topdress og finish er i korte træk – og i tynde lag – det, der kan forvandle et flisegulv til et moderne betongulv.
Foto: jodiejohnson/IStockPhoto
Når gamle flisegulve kan forvandles til moderne betongulve, så åbner det op for nye muligheder til en nutidig boligindretning. Samtidig er det et godt salgsargument, hvis der skal sælges en bolig med forskellige slags flisegulve.
Se mere om hvordan jeg arbejder med boligindretning som boligstylist her
0 kommentarer