DIY – Sådan laver du kraftige hylder til bøger
Ønsker du stabile, kraftige hylder til tunge bøger? Her får du en guide til at lave lange, kraftige hylder af spærtræ. Med denne løsning kan du nemt lave kraftige hylder, der kan gå fra væg til væg.
Spærtræ bruges til tagkonstruktioner
Spærtræ, som normalt bruges til tagkonstruktioner, er både massivt og kraftigt. Det har en dimension 45-47 mm i tykkelsen, findes i flere bredder og fåes i lange længder. Det gør det perfekt til lange, kraftige hylder, der skal bære bøger eller andet tungt. En anden god ting er, at spærtræ ikke er et dyrt materiale og at du kan få hylder i præcis den dybde og længde, der passer dig.
Materialer og værktøj til kraftige hylder DIY
Jeg har brugt disse materialer til de kraftige hylde:
- Spærtræ 45×195 mm: Giver en kraftig hylde, der kan bære tunge bøger. Når du udvælger spærtræ, så kig efter, at der ikke er store knaster på den smalle del, som bliver kanten af hylden.
- Spartelmasse til træ, slibemaskine eller sandpapir: Til at spartle de største knaster og efterfølgende til at pudse træet.
- Grunder og maling til træ og metal: Sikrer holdbarhed og et flot finish.
- Skjulte hyldebærere og vinkeljern: Holder hylderne stabilt fast. Vinkeljernet er brugt midt på hylden, hvor der er meget vægt.
- Malbar spartelmasse: Så der kan laves en pæn afslutning mellem hylde og væg.
Hylderne blev savet præcist til, så de på nær få mm passede fra væg til væg. De blev monteret med skjulte beslag (se billedet på sort baggrund) og et kraftigt vinkeljern øverst i midten, for at give ekstra støtte.
Før og efter: Skab plads og funktionalitet
På før-billedet kan du se et soveværelse i et sommerhus, Tidligere var der et garderobeskab på bagvæggen og enkeltsengen stod ud i rummet. Bemærk den spøjse løsning med afklippede lamelgardiner over garderobeskabet. Det er da kreativt 🙂
Da rummet – gulve, vægge og lofter – alligevel skulle totalrenoveres, blev der installeret nye stikkontakter på væggen over den nederste hylde. På den måde kunne vi skjule ledninger til sengelamper og der kom strøm til opladere og lignende.
Brug smalle hylder til dekoration
Her i dette anneks, har jeg lavet en hylde af spærtræ i 95 mms dybde. Den skulle ikke være dybere, for den skulle bruges til rammer, billeder, lysestager, en udstoppet fugl osv. Hylden blev skruet ind gennem hyldekanten med lange skruer. Start med at bore for, med en mindre bor. Skruehullerne blev spartlet ud, slebet og malet.
Hylder med bøger i stue, soveværelse, kontoret?
Ideen med at have hylder med bøger i soveværelset, fik jeg på en ferie i Italien. Vi boede i et gammelt, smukt og totalt nyistandsat hus og vi var så heldige at få det store soveværelse. Der var en reol omkring sengen og det gav rigtig dejlige ferie-vibes over alle de bøger. Jeg er ikke klar over, hvor reolen er fra, men du kan lave en lignende løsning med spærtræ. Skal der stabiliseres med vinkler, så husk at montere dem oven på, så man ikke kan se dem under hylderne.
Kraftige hylder fra væg til væg
I huset var der også hylder i en krog i stuen. Igen kan en lignende løsning laves med spærtræ.
Se mere om hvordan jeg som boligstylist rådgiver om boligindretning og hvad jeg tilbyder af indretning af sommerhuset
Se hvordan du kan lave lange gallerihylder her.
0 kommentarer