I lørdags skulle Ida Marie & Nanna Mai passes hos mormor. Mormor er min søster – og pigerne er min nieces døtre. Et par dejlige piger, som jeg har vist her på bloggen før. Min søster og svoger bor på den anden side af gaden, så det var ikke så svært at kigge forbi, med en dejlig stor papkasse og en hobbykniv. De var allerede i gang med at farvelægge vejen med kridt, men begge piger blev begejstret over “projekt-papkasse” og begyndte at farvelægge den i stedet for.
Det er IKKE første gang nogen har forvandlet en stor papkasse til et lille hus… Og forhåbentlig er det heller ikke den sidste!
I dagens Danmark kan man købe halvfabrikata-paphuse, som er skåret ud og som bare skal males og samles. Og så er det lige jeg spørger: Hvad er der galt med den gode gamle papkasse, hvor man selv kan være med til at bestemme, hvor døren skal være og “skabet skal stå”. Mon ikke børn er ligeglade – bare den der fører hobbykniven er med på deres idéer og ikke kun pipper op om, at man skal passe på at man ikke får maling (eller kridt) på tøjet.
Der er så meget leg og fantasi i de små hoveder – lad os værne om det.
Kan du forresten huske, hvordan det var at sidde inde i sådan en kasse, du selv have været med til at lave, – og få lov til at spise lidt i dit nye hjem og ellers bare være der? Jeg er sikker på at Ida Maries og Nanna Mai´s pizza smagte superduper der inde i legehus-kassen.
Smiler.
Store papkasser var også det bedste mine unger kunne få at lege med.
Mange, mange timer gik i fantasileg, før pakassen gav efter.
De ser ud til at have haft det skønt! 🙂 Og så er det ovenikøbet billigt og nemt.
Men det er også smart med halvfabrikata hvis de voksne fx har gigt eller på anden måde mangler tid/kræfter/overskud/mulighed for at være med til at lege med hobbykniv. Det vigtigste er naturligvis muligheden for at bruge fantasi 🙂
Og så kan jeg rigtig godt lide dine bisætning: “og ikke kun pipper op om, at man skal passe på at man ikke får maling (eller kridt) på tøjet”.
Ja selvfølgelig kan der være situationer hvor halvfabrikata er bedre. Sådan er det også med mad og alt muligt andet. Det er mere den der med, at det andre har skabt, pludselig bliver bedre end det man selv laver… Jeg tror grundlæggende at det giver mere skaberglæde, selvværd og gode minder for de små poder, at man er med hele vejen. Med mere vægt på processen end om det færdige resultat er perfekt. Jeg forstår godt din pointe og vi er meget enige om at fantasien skal frem i lyset. 😉
Hej Tina,
Jeg tro bestemt ikke at børn er ligeglade – de vil meget hellere lave den selv og med en voksen der svinger kniven til vinduer og døre end at få en der allerede er lavet halvt.
Papkassen er en klassiker! Da min ældste var 3 år fik kusinen et flot kurvemøbelsæt i en kæmpe papkasse og min datter fik så kassen. Det var den de legede i hele aftenen…
Klem fra
mette
åhhh ja helt klart noget af det bedste legetøj som barn… Var så heldig at have en far som fik ting i kæmpe pap kasser som vi så fik at lege med…
Mine døtre på 8 og 10 år kan stadig ikke tåle at se en papkasse, for så skal den med hjem…”og så kan man lige lave en bil eller et hus eller en hule til katten…”. Og der klippes og males og klistres billeder fra reklamer og ugeblade på væggene i det lille hjem.
Jow jow, fantasien har ingen alder her i familien 😉
Det ser i hvert fald hyggeligt ud.
Min datter på 18 mdr har allerede arvet moderens forkærlighed for papkasser… hun har en stor papkasse stående i vores køkken og den fungerer skiftetvis som hus, garage til dukkevognen og båd eller hule (eller hvad det nu er der foregår oppe i det lille hoved, hun er jo endnu ikke stor nok til at fortælle hvad hun tænker).
Og jeg kan stadig huske hvordan jeg også slæbte kasser hjem i hobetal, fordi de jo altid lige kunne bruges til et eller andet! Idag gemmer jeg kun “kvalitetskasser” til eget brug…de små får min datter…(Hun er i øvrigt alderen, hvor det er til stadig begejstring at putte sutten ned i en lille æske og lukke låget. OG hun bliver lige begejstret hver gang hun åbner og sutten stadig er der!)
Sikke en hyggelig kommentar. Vi ved ikke hvad hun tænker – men jeg kan tydeligt se hendes udtryk for mig når hun finder sutten – igen, igen. 😉